Frivillig organisation - FrivilligeSyddjurs

Go to content

Main menu:

Om

Hvad er en frivillig (social) organisation?
Indenfor den frivillige sektor, er der mange typer af organisationer. Nogle er foreninger og organisationer, andre er selvejende institutioner eller fonde.

Ud over, at de organiserer sig forskelligt, arbejder de indenfor mange forskellige samfundsområder, som eksempelvis kultur og fritid, miljø, politik, arbejdsmarkedet og det sociale og sundhedsmæssige område.

Det er indenfor det sociale og sundhedsmæssige område, at vi finder de frivillige sociale organisationer.

Organisationerne adskiller sig på mange måder fra hinanden, men de tilhører den frivillige sektor, når de opfylder følgende 5 kriterier:

1. Formel organisering
En frivillig organisation skal være formaliseret, dvs. den skal have en form for juridisk status eller en permanent form med bl.a. vedvarende aktiviteter, formelle mål, en ledelse, et navn, en adresse eller et mødested. Dernæst skal man kunne se hvem, der kan være medlem og hvilke aktiviteter organisationen beskæftiger sig med. Derfor hører uformelle grupper, ad hoc grupper og midlertidige sammenslutninger og grupper ikke med under definitionen af en frivillig organisation.

2. Uafhængig af det offentlige
En frivillig organisation må ikke være kontrolleret af den offentlige sektor, og den skal være organisatorisk adskilt derfra. F.eks. må flertallet af medlemmerne i bestyrelsen ikke være kommunale eller statslige repræsentanter, og de offentlige repræsentanter må ikke have vetoret i forhold til afgørende beslutninger om organisationens formål, aktiviteter, vedtægter, struktur, ophør mv. Dette kriterium hindrer dog ikke, at organisationen udfører opgaver for det offentlige eller overvejende er finansieret derfra. Ligeledes betragtes organisationen som frivillig, selv om kommunen stiller krav til, hvordan organisationens virksomhed varetages, som forudsætning for den offentlig støtte.

3. Nonprofit
En frivillig organisation skal arbejde nonprofit, dvs. det må ikke være dens primære formål at skabe profit, og organisationen må ikke være styret af kommercielle mål og hensyn. Et overskud eller en økonomisk gevinst må ikke fordeles mellem ejerne eller medlemmerne, men skal altid føres tilbage og bruges i overensstemmelse med organisationens formål. Organisationen må dog gerne have kommercielle aktiviteter, og den må gerne have som formål at tjene penge, hvis overskuddet går til almennyttige formål, til en anden almennyttig forening (f.eks. støtteforeninger) ol.

4. Selvbestemmende
En frivillig organisation skal selv kunne bestemmer over egne anliggender, og må ikke være kontrolleret af andre organisationer. Dette vedrører både en offentlig organisations, en virksomheds eller en landsorganisations eventuelle kontrol af en forening eller institution. Selvom ingen organisationer er helt uafhængige af andre, så skal den selv kontrollere ledelse og aktiviteter. Det hindrer selvfølgelig ikke, at f.eks. landsorganisationer kan stille krav til organisationen, men den skal i princippet selv bestemme, om den f.eks. vil være medlem af landsorganisationen, hvilke aktiviteter den vil beskæftige sig med, hvem der skal være i bestyrelsen, hvordan vedtægterne skal se ud osv.

5. Frivilligt engagement og deltagelse
Deltagelse i en frivillig organisation skal være frivillig, dvs. at medlemskab og bidrag i form af arbejdskraft eller økonomisk støtte, skal være frivilligt for den enkelte. Tillige skal der også udføres frivilligt, ulønnet arbejde i et rimeligt omfang i organisationen enten i forbindelse med de aktiviteter organisationen står for eller i dens bestyrelse. Det er altså tilstrækkeligt, at det frivillige arbejde "kun" forekommer i bestyrelsen, for at organisationen kan kaldes 'frivillig'. Organisationer, hvor medlemskab, deltagelse og støtte er bestemt af lovgivning eller bestemt af fødslen, tilhører ikke den frivillige sektor.

Back to content | Back to main menu